“Problemet i takt 27 er det der gis. I synger et g” siger Maja og jeg bliver ikke klogere. Det bliver min makker heller ikke. “Hvad er det for en node hun snakker om? Hvor mange centimeter inde i takten? Det skulle hun hellere angive”, hvisker han og vi griner og håber, at ingen lægger mærke til det. Jo, vi har vores vanskeligheder og hvordan er det nu et kvint spring lyder? Men heldigvis får vi den hjælp, vi har brug for. Maja hører lige præcis hvor der er noget galt, angiver noden med dens stavelse, spiller tonen på klaveret eller synger tonen. Og så er vi med og ind imellem får vi i basgruppen ligefrem ros. Og nu er vi heller ikke de rene analfabeter, hvad noder angår. Derfor kan vi også godt finde ud af at øve os derhjemme. Når vi synger de store værker, fx Bachs juleoratorium, kan vi som regel finde vores stemme på nettet. Stemme er prikket ud og vi kan lære den.
Det er en stor fordel hvis man har tid til at øve hjemme. Også selvom det altid går helt galt til koraftenen, hvor alle de andre stemmer sætter ind og forvirrer det hele. Men det går. Det går faktisk rigtig godt.
Til koncerten – og hjemme i dagene før – sætter vi alle sejl til. Det er nu, det gælder. Det er sjovt, når man kan det, dejligt når man har overskud, kan se op og følge dirigenten. Det er intenst, godt at gøre sig umage.
Fællesskabs oplevelsen er stærk, kan være meget bevægende. Faktisk kan man føle sig løftet.
Vi oplever særdeles vellykkede koncerter, men også indimellem med mindre vellykkede passager. Vores svaghed som kor stammer fra, at vi jo er en samling glade amatører. Og selvom vi giver alt, hvad vi har, og koncentrerer os helt vildt, er det ikke altid helt nok. Så er den indsats ikke helt præcis, den pause lidt for lang, den aftale glemt. Men vi gør, hvad vi kan, vi er ambitiøse og også parate til at yde det ekstraordinære.
Så holder vi alle aftaler, så kan vi ikke bare noderne, men laver musik.
Majas ambitioner er tydelige – og meget smittende. Det er virkelig en kunst, hun magter: at være krævende, nærmest insisterende og dog tålmodig. Hun udfordrer os, men med sans for vores nærmeste udviklingszone.
Vi er ret gode, synes vi selv – og heldigvis også andre!