Viborg

Af Trine Klarsø

Hvor går man hen, når man som ambitiøs amatørsanger flytter til Viborg? Det spørgsmål stillede jeg mig selv, da et nyt job i 2000 lokkede mig til byen. Efter nogle år i det odenseanske kormiljø, hvor jeg både havde sunget jazz og latinamerikansk musik i et lille kor på 14 personer, store klassiske værker i symfoniorkestrets Filharmonisk Kor og været med i tre forestillinger med Odense Teaters Folkekor, måtte jeg jo nok indstille mig på, at udvalget ikke ville være helt så bredt i Viborg.

I foreningsoversigt i den lokale Viborg Nyt faldt jeg over Viborg Kammerkor. Jeg vidste, at Det Fynske Kammerkor var noget af det bedste, der kunne opdrives i Odense, så jeg tænkte, at nu stiler jeg mod toppen først, og så må vi se, om jeg består optagelsesprøven. Det gjorde jeg heldigvis. En lys, ung sopranstemme var lige, hvad de stod og manglede.

At synge i et stort kor
Egentlig har Viborg Kammerkor for mange sangere til, at vi kan kalde os et kammerkor, men det er der både fordele og ulemper ved. En af de klare fordele er, at vi er mange nok til at opføre store værker med solister og orkester. Det er især de store projekter, der byder på de største kormæssige oplevelser for mig. Jeg elsker, når paukerne buldrer, trompeterne sætter ind og violinbuerne pisker op og ned i takt. Men det er også skønt at have ro til fordybelse i klang, tekstudtale, fortolkning osv., når det f.eks. er repertoiret til jule- og forårskoncerter, vi arbejder med.

Fra mit synspunkt, som uden tvivl ligger i den ambitiøse ende af skalaen, er en af ulemperne ved at være mange i koret, at det er for let at skubbe ansvaret fra sig, når nye ting skal indstuderes. Måske endda under tidspres. Især ved større værker bruger jeg lang tid på at øve mig mellem korprøverne. Jeg vil helst kunne det hele mere eller mindre udenad, så jeg har overskud til at kigge på dirigenten og lytte til musikken, i stedet for bare at stå med næsen i noderne, tælle takter og forsøge at hænge på.

Netop vægtningen af, om vi skal lave store værker eller små a capella-ting, er et af de tilbagevendende punkter på korets årlige generalforsamling. Som regel lykkes det at sætte et program sammen, så vi gør begge dele.

• N.B. Det skal retfærdigvis nævnes, at vi har været nødt til at sige farvel til Trine og hendes smukke og sikre stemme, da job og familie refærdiggjorde en flytning til Silkeborg. Hendes udtalelser om at synge i kor synes dog at være så fortræffelige, at vi har valgt at lade dem forblive på hjemmesiden.